Opdatering 15.11.19
Bestyrelsen arbejder fortsat på at finde den bedst mulige løsning for vores medlemmer. Vi har været i en tæt dialog med youSee om de muligheder, vi kan se, men vi mangler lige at få de sidste data på plads.
Vi regner med, at – når de sidste detaljer er på plads – i løbet af den kommende uge, kan vi melde ud hvordan TV-pakkerne ser ud fra 1. januar 2020.
Uanset hvad vi bliver enige om, er det dog allerede klart for os, at vi bør holde medlemsmøder for at fortælle om den situation youSee og Discovery har bragt os i, og hvad vores beslutning – uanset hvad vi lander på – vil komme til at betyde for vores medlemmer – både med og uden bland-selv produkter fra YouSee.
Den 25. november vil der derfor blive afholdt to medlemsmøder på Vendelbohus – et møde kl. 17.00 og et møde kl. 20.00.
Der vil blive åbnet for tilmeldingen til disse møder, lige så snart vi kan melde den endelige løsning for kanalsammensætningen for 2020 ud.
Kurt Larsen – formand
Opdatering 06.11.19
HAS har i indeværende uge forhandlinger med youSee og andre leverandører omkring mulighederne for fortsat at kunne levere kanalerne fra Discovery.
Ligeså snart der er en afklaring, omkring hvordan det ser ud med kanalsammensætningen for 2020, melder vi selvfølgelig dette ud til medlemmerne.
HUSK – hvis kanaludbuddet ændrer sig væsentligt fra det nuværende, kan du som medlem af HAS melde dig ud af foreningen fra den 31.12.2019 uden yderligere omkostninger.
Kurt Larsen – formand
Opdatering 25. oktober 2019
Vi har registreret, at flere ønsker, at HAS skal komme med en melding – udover det, vi har gjort – om situationen vedrørende YouSee og Discovery. Bestyrelsen håber, at vores medlemmer har forståelse for, at det kan være vanskeligt at komme med opdaterede meldinger al den stund, at vi ikke har hørt nyt om sagen fra YouSee, som vi har indgået aftale med og som er vores leverandør af tv-kanaler. Det betyder ikke, at vi ikke er i dialog med YouSee, og det er klart, at bestyrelsen forbereder sig og ser på forskellige muligheder afhængigt af de scenarier, som vi gætter på, der kan komme. Og vi skal nok komme med vores meldinger lige så hurtigt, at der foreligger et resultat af de forhandlinger, der tilsyneladende er mellem Discovery og YouSee.
– Og så en lille bemærkning om bredbånd og til de medlemmer, der fortsat mindes tiden med Stofa: Det er bestyrelsens klare opfattelse, at vores bredbåndsnet er i flottere stand end nogensinde, at vi yder en god service overfor medlemmerne og at rigtigt mange i vores dækningsområde kan glæde sig over lave priser ikke bare hos os, men også hos vores konkurrenter. Det er HAS, der har sat niveauet her. Igen vil vi så opfordre til, at man henvender sig til os, hvis man har problemer med sin forbindelse eller sin trådløse installation. Så gør vi rigtigt meget for at udbedre og hjælpe.
Kurt Larsen – formand
Opdatering 2. oktober 2019
Vi får en del henvendelser vedr. sagen om Discovery og YouSee og flere af disse henvendelser drejer sig om, at man ønsker at melde sig ud af foreningen, hvis det ender med, at Discovery-kanalerne ikke længere vil være at finde hos YouSee. Bestyrelsen ser naturligvis alvorligt på sagen og har i den kommende tid flere møder med YouSee. Lad os minde om, at HAS har indgået en aftale med YouSee, hvor det er os som forening, der fastlægger, hvilke tv-kanaler, der skal ligge i pakkerne, dog under visse hensyn, så tv-kanalerne kan indgå i den bland selv-løsning, som har vist sig at være meget populær hos vores medlemmer.
I den kommende tid vil vi naturligvis arbejde på at have en plan for, hvad vi gør, hvis forhandlingerne – mod forventning – mellem YouSee og Discovery skulle falde helt til jorden. En situation, vi bestemt ikke ønsker. Indtil vi med sikkerhed ved, hvordan det ender, maner vi til besindighed. Skulle det ende med et sammenbrud, så håber vi at have en plan b klar – og skulle en sådan plan ikke falde i medlemmernes smag, så vil man kunne opsige sit medlemskab af foreningen uden de sædvanlige tre måneders varsel. Men lad os nu lige trække vejret.
Kurt Larsen – formand
Flere af vores medlemmer har hørt, at YouSee har planer om at fjerne alle kanaler fra Discovery (Kanal5, Kanal4, 6eren, Canal9, Eurosport m.v.) i deres standardpakker. YouSee argumenterer med, at deres beslutning skulle give større valgfrihed for deres kunder.
HAS har ikke standardpakkerne fra YouSee, men bestemmer selv, hvilke kanaler, der skal være i pakkerne (dog med visse hensyn til rettigheder og regler for de forskellige kanaler).
Bestyrelsen får i løbet af efteråret drøftet og forhandlet med YouSee om sammensætningen af pakkerne for 2020.
Når disse forhandlinger er færdige, kommer vi tilbage med information om evt. ændringer i TV-pakkerne og priser for 2020.